Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. og lov om mediestøtte. (Modernisering af public service-puljen, ændring af revisionsbestemmelser for de regionale TV 2-virksomheder, ændring af regler for aktindsigt for DR og de regionale TV 2-virksomheder og ændring af støttelofter for ugeaviser).
Lovforslagets vedtagelse indebærer en række ændringer af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om mediestøtte, som bl.a. har til formål at gennemføre dele af "Medieaftale 2023-2026: Samling om frie medier og stærkt dansk indhold" af 14. juni 2023. Ændringerne indebærer bl.a.: - En modernisering af Public Service-Puljen, så puljen udvides til at omfatte dansksprogede public service-lydprogrammer. - En ændring af revisionsbestemmelser for de regionale TV 2-virksomheder. - En tydeliggørelse af, hvilke sager og dokumenter vedrørende dele af DR’s og de regionale TV 2-virksomheders virksomhed der er undtaget fra offentlighedsloven samt forvaltningslovens kap. 4-6. - En ændring af støttelofterne for den redaktionelle produktionsstøtte til ugeaviser. Hertil kommer en række mindre ændringer af lovene.