Forslag til lov om ændring af lov om social service. (Genindførelse af ordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb efter påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn).
Forslaget genindfører den midlertidige forsøgsordning med obligatorisk opfølgnings- og læringsforløb til plejeenheder, der modtager et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerheds Ældretilsyn som følge af problemer med den social- og plejefaglige kvalitet. Genindførelsen af forsøgsordningen skal gælde frem til og med den 31. december 2024. Forslaget udmønter ”Aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2023-2026”, som blev indgået i marts 2023 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2023.