Forslag til lov om ændring af lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler. (Nedsættelse af miljøbidrag).
Formålet med lovforslaget er at skabe bedre balance mellem indtægter og udgifter til skrotningsgodtgørelser for biler. Alle bilejere skal i dag betale et årligt miljøbidrag via deres lovpligtige ansvarsforsikring. Miljøbidraget bruges til at finansiere en skrotningsgodtgørelse, når udtjente køretøjer afleveres til en registreret autoophugger. Miljøbidraget udgør i dag 84 kr., og skrotningsgodtgørelsen 2.200 kr. Da der har været et fald i antallet af skrotningsgodtgørelser siden 2020, er der opbygget et overskud på ca. 400 mio. kr. Overskuddet skal nedbringes inden den kommende EU-forordning (ELV-forordning) om udvidet producentansvar vedtages i løbet af 2026. Lovforslaget sætter derfor miljøbidraget ned fra 84 kr. til 61 kr. Samtidig øges skrotningsgodtgørelsen fra 2.200 kr. til 2.770 kr. ved ændring af bilskrotbekendtgørelsen.